fredag den 13. april 2012

Følelser for ler og udfordrende snak

Ugen startede i tirsdags med ACT. Denne gang havde vi dog ikke sådan rigtig ACT, men vi skulle planlægge de kommende gange. Jeg synes min gruppe og jeg fandt på en god idé som jeg håber bliver godt, og glæder mig til at udføre.

Vi er i gang med flere forskellige emner på Front for tiden.
Med Rasmus har vi og de store religioner, lige nu lærer vi en masse om Islam.
Og med Jens Kristian har vi om skabelse og videnskaben (evolution). Argumenter for og i mod biblens skabelsesberetning og evolutions teorien, intelligent design og meget mere. Det er faktisk rigtig spændende at prøve og blive klog på.

Med Merete har vi haft om Pottemageren. Gud som pottemageren, skaberen. Og i den forbindelse fik vi en meget anderledes opgave. Vi skulle lege med ler. Eller rettere, vi fik en klump ler hver  som vi skulle forme og varme med vores hænder, mens Merete sagde nogen ting om hvad vi skulle gøre/lave med den. Det skulle være en rund kugle med et hul i. Og så var det jo så meget forskelligt hvad vi fik ud af det, men det var meningen vi skulle mærke skaberkærligheden, hvordan man pludselig fik følelser for den her klump ler, ved at vi bl.a. skulle sende den videre og lade nogen andre forme på den inden vi fik den tilbage igen. Det var en meget interessant opgave, men faktisk rigtig godt!

Med Kim har vi haft nogle timer hvor han udfordrede os meget. Han snakkede om det her med hvad vi egentlig vil med Gud i vores liv. Om vi bare vil være dovne og lade stå til i vores liv, eller om vi virkelig vil noget med vores tro og Gud i vores liv. Jeg tror det var en rigtig vigtig udfordring at tage op. Fordi jeg også selv kunne mærke i mit liv, at jeg havde brug for der blev rusket lidt i mig.
Jeg tror og håber at jeg har fået taget nogen ting lidt op i mit liv. At der virkelig er mere end som så, at troen virkelig kan medføre spændende og udfordrende, men gode ting i vores liv.
Jeg tror at det var lige præcis denne snak der medførte en helt særlig god oplevelse med Gud onsdag aften, hvor jeg virkelig fik lov at mærke ham og høre ham tale ind i mit liv, som jeg ikke har oplevet længe. Det var så fedt! Jeg håber ikke det går i glemmebogen med det er noget jeg bliver ved at handle på og tænke over.

Onsdag havde jeg en anden fed oplevelse uden for Front. For jeg skulle med friluftsliv ud at dykke. Vi tog til en svømmehal i Aarhus hvor vi ellers fik hele molevitten af dykkerudstyr på. Det var en virkelig fed oplevelse. Godt nok var der ikke en masse smukke fisk og koraller på bunden, men følelsen af at kunne trække vejret under vand i længere tid og bare kunne svømme rundt var faktisk ret fantastisk!

Alt i alt har det været en virkelig spændende uge!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar